Endnu en Wikipilfinger sag har ramt forsidenerne.

Det sket i går på Jyllands-Posten Århus og fik en yderligere 2 siders behandling på side 8-9 i samme sektion.

Sagen drejer sig om Jørgen Kroghs handlinger som pressechef for Århus Teknisk rådmand Peter Thyssen. Krogh har nemlig været inde og redigere i indlægget om Thyssen i Wikipedia, og i søndags kom avisen med et kraftig, brandende bagslag.

Journalist Mads Bonde Broberg skrev 3 hele artikler om handlingen som fokuseret mere eller mindre på hvorvidt en embedsmand måtte redeigere et indlæg om sin chef i Wikipedia overhovedet. Rettelserne fortaget af Jørgen Krogh kan ses selv på sitet (klik her). Linket til JPs forside er her.

Sagen blev hurtig vendt til et politisk slagsmÃ¥l og nemt overskrift om spindoktorering.  Konservative Marc Perera Christiansen sagde “…det er ikke en embedsmandsopgave at blande sig pÃ¥ diverse sociale netværk,” og anbefalede yderligere at Thyssen skulle have spurgt medlemmer af hans eget parti at ændre oplægget.

HVAD GIK GALT?

Perera Christiansens mening er en forenkling, hvis ikke en direkte misforståelse af hvor vigtigt de sociale medier er blevet for kommunikationsansvarlig i alle slags organisationer.

Wikipedia er faktisk en af de væsentligeste sociale medier overhovedet og den 7. mest besøgt website i verden.  Ifølge den globale PR Bureau Edelmans Trust Barometer 2008, er Wikipedia betragtet som den mest troværdig sociale medie af alle (dog den mister lidt i 2009 udgaven).  Der er en løbende debat om Wikipedias troværdighed, og mange meninger om det men dens væsentlighed er svært at se bort fra.

Jørgen Krogh’s handlinger, i princippet, var derfor ikke anderledes end hvis han havde ringet eller skrevet direkte til journlaisten Mads Bonde Broberg om en fejltaglese i en artikel. Den slags er en almendlig del af hverdagen for en pressechef og foregÃ¥r dagligt i bÃ¥de privat og (især) offentlig arbejdspladser.

Jørgen Kroghs fejltagelse var sandsynligvis at han blev ramt af en kombination af Wikipedias nem tilgænglighed og en misforståelse eller en undervurdering af vigtigheden af spilleregler i sociale kommunikation.  Wikipedia, som de fleste sociale medier, er faktisk meget gode til at skabe transperance og minimere spin over tid og man skal derfor tænke sig godt om inden man handler.

Kroghs bortforklaring: »Jeg har handlet som en privatperson, der ville eksperimentere lidt. Det kunne lige så godt have været på et andet område,« var heller ikke overbevisende - især når man kunne se rettelserne sket kl. 15.20 på en hverdag. Det fik journlisten til at komme endnu hårdere efter ham og var ligesom benzin på bålet.

HVAD KAN MAN GØRE?

Jorgen Krogh er langt fra den første der har lavet denne fejl.  Selv Wikipedia’s Jimmy Wales kom i klemme da han redigerede sin egen profil og ændrede oplysninger om hvor stor en rolle han havde i projektet. Exxon, Pepsi og andre har ogsÃ¥ været igennem maskinen.  Men det er muligt at skabe en gennemsigtig dialog med Wikipedia og, hvis man kan dokumentere argumenterne ordentligt, sÃ¥ er de villige til at lytte.

En mulighed er at Kontakt Wikipedia direkte - her kan man kontakt Wikipedias frivillige administratører i Danmark. Henvendelsen kræver ganske simpelt at man laver sit journlaistisk forarbejde og præsentere en veldokumenteret sag.

Wikipedia har ogsÃ¥ en process der hedder Dispute Resolution Request. Her er der en relativt klart procedure for hvordan man kan gøre Wikipedia opmærksom pÃ¥ “disputed” materiale pÃ¥ en mÃ¥de der er Ã¥bne for alle læsere.

Og selfølgelig skal man gøre sig løbende bekendt med de nye medier.  Det er ikke bare et skift i platform vi taler om med sociale medier, men også en grundlæggende paradigm skift.  Der er mange der har lavet netop det samme handling som Jørgen Krogh tidligere og har oplevet det samme bagslag.

Som pressechef, er det en embedmands job at holde øje på hvad der blev skrevet og talt om inden for deres arbejdområde?  Det er det, sikkert.  Men den måde man taler - og deltager- er under forandring.

Tweet This Post 

The Crowdsourcing phenomenon is about to hit 1600 Pennsylvania Avenue, but will it be a Jeffersonian triumph or a Machiavellian misstep?

Obama’s team has put together a crowdsourcing initiative, called the Citizen’s Briefing Book, which encourages citizens to submit ideas on everything and anything from energy policy to national defense.

To date, Obama’s team has done a good job of using social media in their communications, as can most recently be seen in the change.gov website. I wonder if the idea was inspired by the New York Times, who used a facebook page to essentially do the same thing.  The Times received 35,000 suggestions on their page and has since created an interesting microsite with sugestions for the incoming president.  Click here to look through it. If nothing else, this is a noteworthy bit of news reporting for its use of social media to conduct such a broad survey - although the editorial staff of the Times had nothing to do with the survey (it seems to have been collected by the Times marketing department).

But can and will this kind of government by actually work?  Plato, Aristotle, Machiavelli, Locke, Jefferson, DeToqueville…well, this could quickly turn into a history of western civilization discussion but lets not go there.

Because it is for now the means, and not the ends that interest me.

For this kind of thing to work, Obama’s team really has to make a commitment.  Or, well, the CEO - Obama -  really has to make a commitment. It is the “post-promote-discuss-see” approach to crowdsourcing and it is the last of those four that is probably the most important.  Showing how participation makes a difference is the payoff in the Social media world.  But without a solid commitment to the “see”, implementing crowdsourcing is at best trendy and at worst patronizing.

It is an innovative attempt on behalf of the Obama-Biden transition team, but without a solid commitment to doing something with the results - besides presenting them to the president in a book, the whole idea reaks a little of Machiavelli, who, if I remember right, believed that the prince should give the appearance that he is listening to keep the masses satisfied, but not let their opinions motivate him.

I’d be interested to hear of other government-based crowdsourcing intitiatives.  Have they worked?

Tweet This Post 

Charlotte har netop skrevet en artikel om CSR i kristider til Kommunikationsforum sammen med kaospiloten Per Krull.

De to har dannet en erfa-gruppe der fokuserer på de særlige kommunikations udfordringer omkring CSR.  Det første møde blev afholdt på lynfabrikken i Århus og var en spændende blanding af trends og cases fra bl.a. Grundfos og Innocent.

De næste møde planlægges til ultimo januar og foreløblig vil handle om, bl.a. industriens syn på CSR og de nye og sociale medier og CSR.  Hvis du er interesseret, kontakt Charlotte Støvring ved at klikke her.

Kommunikationsforum artiklen kan læses ved at klikke her.

Tweet This Post 

I am always on the lookout for ways that big Social Media ideas can be applied locally. One of my favorites is “crowdsourcing” (it is also one of my favorite buzzwords).

© 2004 by Pedro Alcocer

The idea behind crowdsourcing for companies is simple, but powerful: bring your external stakeholders into the organization and let them play a role in the deveopment of products and ideas. It is a great way to stregthen loyality, show engagement, communicate directly, produce better products and, yeah, even make money.

Innocentive and Dell IdeaStorm and are the embodiment of this concept on a large scale.

Here are some good examples of how this concept is being used in various ways right here in Denmark.

http://www.voresbibliotek.dk

http://weblog.nykredit.dk/taenknyt/

http://www.idemarken.dk

http://www.mitsuperligahold.dk

There are other examples about how crowdsourcing can be used for things other than innovation or product development. For example, wouldn’t a site like GasBuddy be great in Denmark?

This is one social media solution that can be applied easily to B2B, non-profits, the public sector and even NGOs. Just about any organization of any size can use crowdsourcing to communicate and innovate

- with maybe one notable exception: parliament. Crowdsourcing would just be way too democratic for politics.

Tweet This Post